Italienske tidskrifter fra 1500 tallet fortæller,

 
at jordemødre rutinemæssigt benytter mund til mund metoden på nyfødte som ikke trak vejret spontant. Kunstigt åndedræt af mennesker bliv beskrevet i 1543.
 
En anden metode som blev benyttet var at lægge den forulykkede over ryggen på en hest. Man troede, at den hestens bevægelser ville give en spontan vejrtrækning. I 1600 tallet blev hesten afløst af en tønde.
 
Den engelske kirurg William Tossach rapporterede i 1744 om en vellykket genoplivning af en død kulminearbejder som var forulykkede i en mine.
 
En anden metode som blev brugt i 1700 tallet var at hænge den forulykkede op i fødderne. Denne metode har været praktiseret i Egypten (3500 år f. Kr.). Patienten blev hængt op i benene og hjælperne trykkede mod brystet for at skabe vejrtrækning.
 

I 1760 kunne man læse følgende om genoplivning af druknede personer. I en meddelelse fra Zürich kan man læse følgende:

  • "... Experience has shown that the drowned who are considered dead and that lay for some time under water have often been restored again and kept alive by proper manoeuver.."
I London i 1774 oprettede Society for the Recovery of Persons Apparently Dead (senere Royale Humane Society)Dette selskab var det mest kendte, men de var ikke de første.

1767 oprettedes et livrednings-selskab i Amsterdam . Maatschappij tot Redding van Drenkelingen. Selskabet skrev artikler i ugeblade, og uddelte løbesedler, der fortalte hvordan man skulle genoplive druknede personer. En af de mange metoder en redningsmand kunne benytte var 'at sætte sin mund mod den druknedes, og mens han med sin ene hånd sammenklemmer næseborene prøver han hurtigt at blæse luft i lungerne'. Det er den første gang man ser en beskrivelse af indblæsnings-metoden.

De anbefalede følgende:

  • at opvarme den druknede med en varm skjorte, undertøjet fra en af de tilstedeværende, tæpper, varm aske (fra bagerier, bryggerier, salt og sæbekogere eller andre fabrikker), pelse, skind, et lille bål, eller to sunde varme mennesker som begiver sig til sengs med den druknede
  • at blæse luft i endetarmen ved hjælp af et rør, eller eventuelt en blæsebælg - tobaksrøg er at foretrække frem for almindelig luft
  • at gnide hele legemet kraftigt med klæder fugtet med brændevin eller pudret med tørt salt - specielt på ryggen fra hovedet mod enden
  • at irritere den druknede i halsen og næsen med en pennefjer
  • at årelade den druknede, ideelt fra en stor åre på armen eller fra selve hals-venen

En spændende beretning om disse metoder bliver beskrevet i forbindelse med hængningen af Anne Green i 1650, Hun blev genoplivet.



Relaterede sider:


Til forsiden
Sitemap - oversigtskort
Udskriv