Førstehjælp? Betal selv

Pædagogstuderende skal selv betale, hvis de vil have et kursus i førstehjælp, inden de kommer ud i landets institutioner

 

Når 22-årige Jacob Hansen om en uge begynder på den første praktik under sin uddannelse til pædagog, så bliver det uden et frisk førstehjælpskursus i bagagen.

Det var han ellers blevet anbefalet af sin vejleder på UCN i Aalborg, da han begyndte på pædagogstudiet - men det er ikke en del af uddannelsen, så han skal selv betale for det.

- Jeg synes, det er en skam. Jeg har heldigvis noget førstehjælp med i bagagen, men jeg har ikke haft førstehjælp decideret rettet mod mindreårige. Så jeg ved ikke, hvad forskelle der eventuelt er på håndtering af børn og voksne mennesker, siger Jacob Hansen.


'En god ide'

På UCN forklarer pædaguddannelsens studiechef Anne Krogh, at de studerende ikke bliver tilbudt undervisning i førstehjælp, fordi det ikke er en del af undervisningsministeriets bekendtgørelse for uddannelsen.

Hun synes dog, det er en god ide, hvis de studerende lærer det.

- Vi kan jo se på den sag, der lige har været (hvor en lille dreng blev kvalt, mens han var i vuggestue, red.), at det er ganske glimrende, at pædagogerne kan yde førstehjælp. Det er der heldigvis også mange af vores studerende, der kan, men det er jo ikke noget de får med fra vores side, sådan som uddannelsen er nu, siger Anne Krogh.

Hun henviser til, at mange studerende har fået et førstehjælpskursus i forbindelse med at de har taget kørekort, hvor kurset er en obligatorisk del.


Lær førstehjælp - betal selv
Vil de studerende lære førstehjælp, som de bliver opfordret dem til, så skal de selv finde de 500 kroner, det koster. Det er penge, der kan være svære at finde på en SU:

- Det er i hvert fald en pris, som har afholdt mig fra at tage kurset her inden min første praktik, og der er folk, som sidder meget dårligere i det end jeg gør, siger Jacob Hansen.

Han har dog tænkt sig at tage kurset, inden han er færdig med sin uddannelse.

- Jeg tror da, man vil føle sig noget hjælpeløs, hvis man står ude i en børnehave, og der er et barn, der lige pludselig er ved at blive kvalt i et eller andet. Jeg synes, kurset burde være et tilbud til alle, som skal arbejde med mennesker, siger Jacob Hansen.

Studiechef Anne Krogh så også gerne, at førstehjælpen kom på pædagogernes skoleskema.

- Hvis vi får et krav fra undervisningsministeriet om, at førstehjælp skal indgå som en del af uddannelsen, så vil vi være rigtig positive for at få det indarbejdet. Det er et tema, som har været diskuteret i en del år, så man kan håbe at ministeriet på et tidspunkt måske også lytter til, at der er mange der synes, det er en god ide, siger hun.




Relaterede sider:


Til forsiden
Sitemap - oversigtskort
Udskriv