Ambulancetjenesten i København

 
Ambulancetjenesten blev påbegyndt af "Foreningen for lægevagtsstationer" i 1886. I 1898 overtog brandvæsenet ambulancetjenesten, da de både havde kuske og heste til rådighed.
 
Oprindelig var der kun tale om transport af tilskadekomne, men i 1899 blev ordningen udvides ordningen til sygdomstilfælde, hvor der forelå lægeerklæring om, at "hurtig og skånsom transport# var nødvendig, og 1907 til transport af ugifte fødepatienter under forsorg af "Foreningen for ulykkeligt stillede Mødre".
 
Antallet af udrykninger som i 1909 var 175 transporter, voksede jævnt de første år. I midten af 1930'erne nærmede tallet sig 34.000 ture årligt.
 
Det blev dog hurtigt klart, at ambulancetjenesten krævede en særlig uddannelse af brandvæsenets mandskab. Brandvæsenets læge dr. med. Ludvig Ammentorp udarbejdet i 1909 en "Vejledning i Nødhjælp og Sygetransport for Københavns brandvæsen".
 
Indtil slutningen af 60’erne var der ikke nogen standardiseret uddannelse af ambulancefolk, dette blev klaret ved hjælp af sidemandsoplæring og et førstehjælpskursus.  Der var heller ikke meget udstyr i ambulancerne at gøre godt med. Der var en iltflaske, så man kunne give kunstigt åndedræt, et sug, og senere kom der udover almindeligt førstehjælpsudstyr, også nogle oppustelige bandager til brækkede arme og ben.
 
På Landtransportskolen i Avedøre blev der omkring 1980 afholdt et forsøgskursus i ambulancetjeneste (2 x 14 dage inkl. hospitalspraktik (5 dage). Dette skulle senere blive en fast del af ambulancefolkenes uddannelse.
 
I 1985 blev der placeret en ambulance på Kommunehospitalet i en forsøgsordning om præ-hospital behandling,
 

Den tilknyttede brandmand blev løbende uddannet på anæstesiologisk afdeling.

Forsøget blev en succes og derfor i 1986 forlænget i yderlige to år.

Til forsiden
Sitemap - oversigtskort
Udskriv